Aftryk
<i>Døden</i>, Morten Nielsen, 1943 "Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng. Men kun som en Stilhed hos nogen som jeg holdt af. Aldrig som noget omkring mig, en Kulde, en Skygge, ingen kan nævne ved Navn eller vige fra. Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting. Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand. Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde ved at holde en fremmeds kolde Haand i min Haand. Nu kender jeg den igen, her og allevegne. Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund. Den gaar som en svimlende Fjernhed i Sommerhimlen og ligger som Klager over den sovendes Mund. Den venter, for altid lidt ved Siden af Tingen, en Skygge, usynlig, langs Aarer og Sten og Træer. Den gør det mere rigt med de nye Sekunder og mere ondt. Og den er mig altid nær. Men vi fører ingen Samtaler med hinanden, hverken ved Dagslys eller naar Stjernerne gaar i Flok. Vi ved det kun begge to, at den anden er der. Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok." Lysvågen Forårsnat Overstået vinterdvale Sovende blomster vågner “Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat” Vær vægtløs Og lad os forblive Lysvågen Forårsnat Overstået vinterdvale Sovende blomster vågner Sitrende sind kan forstå, det kræver mod at gå de danske vintre i møde “Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat” Rids vores navne ind i træerne Vær en lavine der buldrer og genopretter Lad intet være øde efter dønningen Vær en ebbe der giver liv, efter vi er væk Skriv vores navne ind i den våde cement Og vær den første lyd et ufødt barn hører i sin mors mave Lysvågen Forårsnat Overstået vinterdvale Sovende blomster vågner Sitrende sind kan forstå det kræver mod at gå de danske vintre i møde “Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat”
Submitted by Iron_Wraith — Jun 06, 2026
Kære far Min bror og jeg er de eneste tilbage, der bærer dit navn Kære far Mine sønner arver en flig af dig - du lever i dem Dine børnebørn bærer det bedste fra dig Vi er aftryk af dig Et helt liv siden nu At jeg kunne se dig At jeg kunne mærke dig Jeg vil dø for at se dig sammen med dem Jeg vil dø Solnedgang, gul måne Jeg afspiller fortiden Jeg kender hver en scene udenad De fløj for hurtigt af sted Selvom vi har været adskilt Skærer det stadig i mit hjerte Du lever stadig inden i mig Aldrig skilt ad
Submitted by Iron_Wraith — Jun 06, 2026
Mit efternavn i en dødsannonce Men jeg mærker ingenting En lejlighed, et liv i ruin; jeg skal prøve at forstå Mit efternavn i en dødsannonce Men jeg mærker ingenting Et liv pakket ned i et par kasser Snart glemt i nattens mulm Du burde være min faster Men det er du ikke I jord skal alting blomstre (Måske jeg forstår dig) Farverne sprænges, formerne brister Naiv barnetro svigter I jord skal alting blomstre Jeg I håber, du ved, hvem du var, da dit hjerte stoppede brat 4 mennesker til din begravelse 2 af pligt, 2 kom for sent Er det aftryk, du har sat på jorden Jeg gemmer et billede af dig, hvis jeg glemmer, hvordan jeg ikke skal ende Et billede af dig For første gang mærker jeg noget: Den sidste papkasse på lossepladsen Endelig er det slut - Familien er død Endelig er det slut Familien er død
Submitted by Iron_Wraith — Jun 06, 2026
”Jeg elsker dig i procent mere end noget tal”, sagde Anders til mig, en time før jeg hørte om dig Men vi, vi er ikke klar, klar til at dø, klar til at dø. Vi står på skuldrene af giganter, og alt der kom før Vi trækker de dybeste spor, og de fortæller os, at livet er smukt, og derfor gør det ondt Jeg bærer dig, hvor end jeg går Vi er ikke færdige med at leve Vi er ikke færdige med at elske Lad os droppe de her metaforer og sig det som det er: Jeg elsker dig i procent mere end noget tal Vi er i live – lad os fejre Og jeg bærer dig, hvor end jeg går Vi er ikke færdige med at drømme Vi er ikke færdige med at drømme
Submitted by Iron_Wraith — Jun 06, 2026