Vældet

Natten er træl til dagslysets drot Og skyggerne er trællen tro, Natten er træl til daglysets drot, Hør, her synger vi i skyggefavnens ro. Mærk nu tiden for solhvervets komme, Dagen, der spås i rimstavs-hak, De lyse nætter er snart omme, Når solens magt bliver holdt i skak. Tiden er inde, timen kommer, Når klogkoners kunster forstærkes, Solen tindrer, det er midsommer, Når nattens kolde mulm ej mærkes. Natten er træl til dagslysets drot Og skyggerne er trællen tro, Natten er træl til daglysets drot, Hør, her synger vi i skyggefavnens ro. Sommers sejr er vinters død. De mødes igen i evig krig, Solen med sin varme glød, Fra i morgen må atter vige. Tiden er inde; kom mine brødre, Kom, se lysets sejrsgang, Kom nu søstre, fædre og mødre, Syng med os midsommers sang! Mørke, deri ligger sorgen, Mørke, harmens halve døgn, Mørke, er ondskabs borgen, Mørke, hjem til tyve og løgn. Skumring, hvor dagen ender, Skumring, er nattens skel, Skumring, hvor lyset vender, Skumring, den evige kvæld. Skygge, på halvvejen dvæler, Skygge, du er lysets bøde, Skygge, kvældens glød du stjæler! Skygge, du er lys lagt øde! Flammer, op mod himlen vrider, Flammer, som en sol i mulmet, Flammer, det onde i svider, Flammer, nu er angsten dulmet. Oppe på højen, på bakkens top, Bygger vi bavnen så lyset rækker vidt, Kom med jeres grene, stabl dem op, Blusset befrier os for trolddoms mareridt. Kom med en glød og tænd op i blåret, Pust nu til ilden, pust med liv og sjæl! Midsommers trolddom i natten midt på året, Denne nat er grum, denne nat er fæl. Kom fyld jeres skåle, fyld natten med jeres latter, Kom, drik en skål, fyld natten med jeres skrål, Kom, sæt jer i lyset før mørket kommer atter, Og glædens høje råb bliver til kvalens vrål!

Submitted by Pestilence — Apr 26, 2025

En urt hun søger; af formen er den kendt Af farve og lugt, af dens fyldige frugt De unge, de modne - og de visne, er det hændt Nogle mindre, andre større; nogle friske, andre tørre Den véd hun finder den, den bærer ej nag; Mens hun høster, må hun strø de livgivende frø De kan ej gemme sig, de kommer for en dag Ja, det kan de tro, hun har set dem gro! Gruttet og stødt. Findelt og malet Tørret og brændt - til aske omtrent Blandet med vand, varmet og svalet Balsam og afkog, gemt hen i en krog Klogkonen, kærlingen; skattet og forhadt Hun hører din bøn, hun tager sin løn Uønsket, udstødt og af gud forladt Hun læger de uvel - eller slår dem ihjel. I denne underfulde nat, når solen fra himlen er fløjen Og månens sølver lys fører hendes øjen Urter og svampe samler hun, fra ager til skov må hun gå Nogle kan lindre, mod andre kan hjerter ej stå Udmarken er et lønligt sted, men lønsom er den og’ Underfuld og græsselig er dens lov Sagn fortæller om magter, der findes, om de søges Men i nat er det urternes kræfter, der øges Samlet i månelyset på den allerkorteste nat Når tørret, bliver dens styrke aldrig mat Den læger mangen en dårligdom, farerne er få Dens undergørende kræfter kan man ej forsmå Her i denne skærsommer nat finder hun den ved lugten og synet Til lægdommens værdige brug bliver den plukket, bliver den stynet Gør dem raske, gør dem syge, blind dem, bind dem til hendes sind Køl dem, varm dem, dulm deres smerter, driv dem fra deres gode skind! Urter kan gøre dig karsk og kvik Når brugt ifølge sæd og skik Såres herskerindens ære Kan de sindet dog fortære Flere kan findes i nattens udmark I blomst og rod, i løv og bark Nogle er gode, andre fule I koglerskens hule Meldrøjer - misfødsler, kramper og syner Søvnløshed helses af agermånes-dyner Fingerbøl, natskygge, brandbæger slår ihjel Kamille og hyld gør alle vel Disse og andre urter er skåren Brugt siden tidernes morgen Lønner du vel for lyst eller lyde Af hendes kunst og gunst vil du nyde

Submitted by Corpse Defiler — Apr 26, 2025

Kom vakre mø og pløj med mig Og lystig var hin bonde For jeg må så min sæd i dag I marker og i lunde Kom vakre mø og pløj med mig Og lystig var hin bonde For jeg må så min sæd i dag I marker og i lunde Kom vakre mø og pløj med mig Og lystig var hin bonde For jeg må så min sæd i dag I marker og i lunde Både is og sne var smeltet, den længe vented’ tø og vår ånded’ lunt, så vinter måtte dø Atter kunne godtfolk nyde godt af jordens grøde Og sled ude i markerne fra gry til aftenrøde Der byggede did en bonde, en ful og syndig mand En holden mand var han - han ejed’ meget land Der var en pige på gården, en skønhed uden lige Og lige så smuk hun var, så from var den pige Kom vakre mø og pløj med mig Og listig var hin bonde For jeg må så min sæd i dag I marker og i lunde Kom vakre mø og pløj med mig Og lysten var hin bonde For jeg må så min sæd i dag I marker og i lunde Uafbrudt hun gjorde sin gerning, fra årle morgen til mørkefald Og da dagen var til ende, gemt’ hun sig på staldens hjald Uafbrudt han vogtede over alt det som pigen gjorde Og drømte om det han ville gøre, var hun blot en tarvelig hore ”Kom med mig min fagre mø, forårsgrøn er græssets lød Den første fure må nu pløjes, sæden må i jordens skød Vejrliget er så mildt nu, thi solen kroner himlens blå Ej har du brud for kjortler, vinden er ej længer’ rå Du er såre fin, det har jeg jo set Og du ku’ være min dronning, skønt jeg er din herre Ingen behøves vide hvad der er sket Jeg kender et lønligt sted, hvor vi kan være.” ”Jeg ved du har beglo’t mig, det har jeg jo set Jeg er såre ung, og gud er min herre Min dyd er mig kær, jeg vil ej blive forledt Jeg vil hellere dø end at miste min ære Til dig!” Hans længsel blev vækket; ej vill’ han benægtes Han kasted’ hend’ til Jorden og trængt’ ind mens hun fægted’ Hans vrede blev vækket; han tog hend’ mens hun skreg Hun kunne ikke standse hans stød, hans vilde leg “Rolig, din mær, tag det som den tæve du er Jeg befrier dig for lænkerne af din fromheds usle skær Jeg ta’r dig når jeg lyster, thi du ejes af mig Din gud kan ej hør’ dig, vel ringe han agter dig” Stadig ville hun ej give op, hun stred med al sin magt Hun rev i hans hud mens hendes mødom gik fortabt Hun flåed’ i hans øjne, slog hans kæbe hvast Han ænsed’ ikke hun slog ham - det gjorde ham viljefast Da han end’lig standsed’ og hans lyst var atter sval Prøved’ han forgæves at dæmpe hend’s hjertekval Pigen skreg med bitre ord, og alt imens hun skjalv Greb bonden hendes spinkle hals og knuste hendes skal Der lå hun forladt, sønderslagen og død Fra under hendes lig et kildevæld frembrød Årene, de gik og et hyldetræ slog rod Den viste vejen til kilden, som strømmed’ fra dets fod Han pløjed' og han såed' Og lysten var hin bonde Han gjorde den unge mø fortræd I marker og i lunde Der forblev hendes fromme ånd Og lysten var hin bonde Så livet selv mått' bli' bevaret I marker og i lunde I marker og I lunde [English translation: The Spring – In Fields And In Groves] Won’t you come and plough with me? For I must plant my seed today The ice and snow had melted, long overdue the thaw And spring breathed her renewal, from winter’s icy maw The good folk once again might earn their living from the land But the task was far from easy and the work of many hands She was a fine young lady, an angel to behold He was quite the drinker, if you believe the stories told The only thing that matched her beauty, there for all to see Was her devotion to religion and her constant piety Won’t you come and plough with me? For I must ‘plant my seed’ today Won’t you show yourself to me? That I might have my wicked way Endlessly she toiled in the night and in the day And when her work was over she would hide herself away Endlessly he watched her, bending to her chores And he dreamed of what he’d do to her, were she a common whore "Come with me fair maiden, into the meadows green It is time to plough the furrows, it is time to plant the seed The weather is so perfect, see! The sun is in the sky You’ll not need to dress up warmly, you can leave your coats behind. You’re ever so fine, don’t think I’ve not seen And though I’m your master, you could be my queen. Just let me have you, no-one need know. I know a secluded place we might go." "I know you’ve been watching, don’t think I’ve not seen And the lord is my master, and I’m just fourteen My virtue, a most precious thing is to me And I’d rather die than surrender to thee" His passions were awoken; he would not be denied And he threw her to the ground and then he forced himself inside. His anger was awoken and he took her as she cried And she could not stop his thrusting, no matter how she tried "Relax down there my pretty one, you’ll enjoy it, you will see As I rid you from the shackles of your wretched purity I’ll take you any time I choose, for you belong to me And your God he cannot hear you, and he cares not for thee" But still she would not yield herself, she fought him tooth and claw She beat her fists against him as her virginity he tore She tried to scratch his eyes out. She struck him in the jaw But every time she struggled it just left him wanting more When at last he finished, when his heart slowed from the thrill He tried, in vain, to silence her and bend her to his will But in her hysteria, she swore to tell the town So he put his hands around her throat and brought his hammer down So there she lay abandoned. Broken and alone Beneath her ravaged body, there, a spring began to flow A tree took root within her, as the years went by It guided folk unto the waters, where the lonely maiden died Her master had his wicked way Our tragic maiden was betrayed Her virgin spirit there remained So life itself might be sustained

Submitted by Celtic Frost — Apr 26, 2025

Løft dit hoved og tal til mig Allerkæresten min Hvordan kan man frelse dig Allerkæresten min? Jeg ser på mens du svækkes Tvætter panden din Håbløsheden vækkes Allerkæresten min Lægens urt og præstens bog Allerkæresten min Løfted’ ikke sotens åg Allerkæresten min Du hoster og brænder op Rødt blod på læben din Kulden ryster din krop Allerkæresten min. Hent til mig og sadl nu Den raske ganger min Tiden er knap, det mærkes Du raske ganger min Flyv til midsommers vand Med mønt og gammelt lin Flyv nu, alt hvad du kan Du raske ganger min Jeg rider i sommerens tryllebundne nat For at søge helligvældets lægende vand Kildens vand er kraftigst kun den ene nat Når solen skinner længst over hav og land Skønhed vil altid falme og døden river os bort Det er ganske vist ligesom nat må følge dag Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm Vi skal ej gribes i dødens kolde tag Jeg kom did til bakken, hvor helligkilde rinder Jeg skubbede forbi den hjamske hob Der lagde sig i guds hænder Din særk hængte jeg i træet og præsten fik sin mønt I tavshed gik jeg trende gange om kildens grønne pynt Krukken fyldte jeg med vældets underfulde vand Skyndsomt drog jeg mod mit hjem, over hede og strand Husly kunne jeg ej søge, thi intet ord måtte mæles Og vandet mister al sin kraft når det fra himlen fjæles På nattens ensomme ridt fór fanden i min sjæl Og hviskede falske ord - kætterske luner Tanken forekom mig så væmmelig og fæl: Hvordan kan ene vand læge de syge? Præsten er jo guds mand og taler altid sandt Ve den, der modsiger kirkens og guds ord I ydmyg bøn lå jeg og stemmen forsvandt Men følelsen af tomhed var ej til at smyge Skønhed vil altid falme og døden river os bort Det er ganske vist ligesom nat må følge dag Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm Vi skal ej gribes i dødens kolde tag Tiden lystrer ingen herre, og skæbnen er lunefuld Døden kommer til os alle! Men svindsotens hold kan brydes af vældets vand Når mørket ej kan falde på! Løft dit hoved og læsk dig Allerkæresten min Hvi ser du ej på mig Aller kæresten min? Kroppen din er kold nu Tørt blod på læben din Jeg kom for sent Du allerkæresten min

Submitted by Infernal Flame — Apr 26, 2025

Den hellige hyld er fruens træ Fæld den ej, brænd den ej Ve den, der gør; ve den, der tør Den hellige hyld er fruens træ Skæm den ej, skad den ej Ve den, der gør; ve den, der tør Ve den, der gør; ve den, der tør Ve den, der gør; ve den, der tør Vreden og ældet, på bakken den står Tæt ved den lægende kildes åre I dansende pjalter er hylden omsvøbt Hængt der af stakler, for kure købt Dea natura, den fribårne ånd Dvæler under grøn hyldevand Ser hver gerning, hører hvert ord Væver din skæbne, hvor hylden gror Den hellige hyld er fruens træ Fæld den ej, brænd den ej Ve den, der gør; ve den, der tør Den hellige hyld er fruens træ Skæm den ej, skad den ej Ve den, der tør Ve den, der tør Hun væver dit vel Hun væver din ve Hun plejer den, vogter den, gødsker dens jord Værner den vel med trolddomsord Skønt hun ej ses er hun visselig der For hyldens grønt løv-tag har hun så kært Tag ikke en gren, en blomst, et bær Rør ikke det, som ej tilhører jer Fæld den ej for morskab og sjov For hyldemoderens hævn er grov Nærm jer med agt der, hvor hylden gror Uanset på hvad I tror Formild hende, blidgør hende med offer og bøn Den, der agter hende, får sin løn Lykkes det at opnå hendes gunst Så nyder han godt af hendes kunst Mod de trofaste er hun god og næn Men trodser man hende, sygner man hen Hun ser alt, hun ved alt Hun er der, hvor hylden er Hun ser alt, hun ved alt Hun råder over hyldens gåder Hyldemoder Hey! Hey! Moder Hyld! I din gunst og din nåde, smil nu til mig! Hey! Hey! Moder Hyld! Lad dit helende lys nu skinne på mig! Hey! Hey! Moder Hyld! I din gunst og din nåde, smil nu til mig! Hey! Hey! Moder Hyld!

Submitted by Finntroll — Apr 26, 2025

Bring da øl og vin til mig! Så stærk og sød, som købes kan Og jeg bliver fuld til markedstid Bring en fager tøs til mig! Den fagreste i det ganske land Og jeg knepper hende til markedstid! Bring da øl og vin til mig! Vi har øl og vi har vin Så stærk og sød, som købes kan Og jeg bliver fuld til markedstid En sammenkomst, en sammenkomst Ved kildens pynt af gren og blomst Folk kommer hed fra viden om; Valfarter til hin helligdom Folk kommer og’ for skæmt og gant Og jeg ved ej, om der tales sandt (Men) købmænd siger der er penge at få: Den sølle hob er nem at flå Bring en fager tøs til mig Denne tøs er ganske fin Den fagreste i det ganske land Og jeg knepper hende til markedstid! En sammenkomst, en sammenkomst Ved kildens pynt af gren og blomst Ting til brug og ting til pynt; Der pranges her for kongens mønt Mad og øl fra nær og fjern Og klæder, læder, glas og jern Midsommerdag er lang og blid Markedstid er glædens tid Bring da øl og vin til mig! Vi har øl og vi har vin Så stærk og sød, som købes kan Og jeg bliver fuld til markedstid Bring en fager tøs til mig Denne tøs er ganske fin Den fagreste i det ganske land Og jeg knepper hende til markedstid! Nå, min herre, Hvad skal det være? Et herligt valg er det, min ven Der er ej så mange af dem igen! Den har sin pris På det vær vis De er sjældne ting, jeg har kun jen Den er ganske dyr, har du råd til den? Jeg tager guld og sølv Købet slås med øl Men mønten der slår ikke til Jeg har for mange penge på spil Lad mig se Jovist, kanske Jeg har en ven, der kender mand, Som har en tøs, der købes kan! Drik og hor! For vi er mænd, som synder til vi kastes til med jord! Drik og hor! For jeg er mand og synder, som skyr præsten i sit kor! Der, hvor folket samler sig, særligt dem i nød Der skal gud afgøre din lod, afmålt med din dåd Præsten ofte præker der det, som gud påbød Og i griskhed tager din offergave til sit eget forråd Dette sted var altid helligt; her huskes gammelt bånd Fra før den hvide Krist kom til os med spidst kors i sin hånd! Offergaven er dyrebar, ofret har sin pris Præsten må nu møde sin skaber, ofret på fordums-vis Tag hans lygte, tag hans støvler, slå til i nattens ly Tag hans sjæl og tag hans liv; blakket vær hans ry Hvor er din herre nu? Ingen kan redde dig nu. Tag nu løkken af flettet læder Og læg den løst om hans svælg Stram nu strikken og skær hans strube Præsten må dø denne midsommerhelg Blodet strinter og jorden stænkes Gudsmanden synker sammen, stum Drag den døende præst i mosen Og drukn hans skrog i det dybrøde skum Og givtig er vores gave!

Submitted by Grave666 — Apr 26, 2025

[Instrumental]

Submitted by Dahmers Fridge — Apr 18, 2026

Trolovelsen frydede hende For gommen var mere end hendes lige; Så snart de havde ytrede deres løfter Til kammeret så man dem stige På dyner af dun og silke Hviskede han lavt i hendes øre Så hed og så hæs var den mø At englene selv kunne høre hende Og han tog hende i halmen nat efter nat Og hver nat tog han sin viv Han tog hende med ømhed, tog hende med vold Men flad forblev hendes liv ”Er der noget galt, min hjertenskær? Er det dig, eller er det mig? Vi har ligget hos hinanden så mangen en gang Hvad mere kan jeg gøre for dig?” ”Ej skal du græmmes, min hjertenskær, For dét, som jeg nu gør Jeg er tilbage før solen står højt.” Så flyede hun fra hans dør Under blåsort himmel, spættet med stjerner På årets korteste nat Stod hun ved vældets vande i den stille skov Mens brisen strøg hendes hud så glat Og hun listede sig fremad, og fremad igen Ud i den hellige dam Og hun tvang sig fremad igen Til vandet dækkede hendes skam Kappen glade fra hende, og drev langsomt bort Nu stod hun ganske bar Hendes skønhed og ynde var uden lige Den fagreste syn som var. Fordulgte i skovens skyggefyldte nat Så de på den væne mår De slugte synet med sultne øjne Hendes tunge barm og faste lår Én for én, føret hun dem til et lønligt sted i skoven Hvor hun bad dem stille hendes sultne lyst Somme var blide, somme var grove, og somme kendte hun før Men alle bad hun tage hende med bævrende røst Og der lå de og vred sig i skovens mosede mulm Én for én, tømte de sig i hendes køn Gerne tog hun imod dem, lige meget hvem de var I håbet om, at gud hørte hendes bøn Da de forlod hende og bød hende leve vel Lå hun alene og favntog sig selv Hun stirrede op i himlen den høje Og tænkte på sin mand med en tåre i hendes øje Modet hun fattede og langsomt hun stod På rystende ben og usikker fod Hun fulgte den sti, hun havde trådt med de mænd Samlede sin særk og vendte mod hjem Natten var kort, og solen snart steg Hun måtte dølge den nat for manden hun sveg ”Ej kan han skammes for det, han ej ved Barnets ophav er min hemmelighed!”

Submitted by SerpentEve — Apr 26, 2025