Mulmets viser

Som Ælfthryth sønnen barsled’, Da såedes skæbnens sæd, En halv snes år var han, da Englands højsæde rømmet stod. Dog kun den yngst’ kongsemne, Hans moder kunn’ ej dy, Hos rådmænd råd hun søgte, Den ældst’ mått’ ryddes af vej. Ædel-råd var det, han hed, Af væsen ej helt sandt, På hans skatte og hans arv, Ville andre gøre krav. Vikinger våged’ agtsomt, Havde set hans verden før, Iagttog med ivrigt øje, Indkaldt’ mænd og sejled’ did. Ti tusinde pund rent sølver, For at trække os fra hans kyst, Næste gang vi rider bølgen, Skal vi have tyve tusinde mere. Ej på slagmark vandt han sejr, Selv om han prøved’ længe, Hans bravest’ og hans bedste, Blev sorte ravnes rov. Men riget reddes skulle, Og gode råd var dyre, Hans råd tilråded’ gælden, At dæmpe danskens rasen. Og dansken kom til kongen, Med fordringer til kamp, (Men) med skibe fyldt med skatte, Loved’ de at sejle bort. Ti tusinde pund han gav dem, Af skærest’ sølvertøj, Da dansken atter landed’, Fik de tyve tusinde mere. Ti tusinde pund rent sølver, For at trække os fra hans kyst, Næste gang vi rider bølgen, Skal vi have tyve tusinde mere. ”Indfries én gang gælden”, Sagde rådets mænd så tit, ”Indfries danegælden, Bli’r vi aldrig dansken kvit”. Ti tusinde pund rent sølver, For at trække os fra hans kyst, Næste gang vi rider bølgen, Skal vi have tyve tusinde mere. [English translation: As Ælfthryth bore a son Then the seed of fate was sown A half score years he was When England’s throne stood empty Though only the youngest pretender His mother could not help herself With the aldermen she sought council The eldest must be put out of the way Noble-council was what he was called Of nature not quite true Of his taxes and his inheritance Others would lay claim Vikings watched carefully Had seen his world before Observed with an eager eye Called in men and sailed there Ten thousand pounds of pure silver For to draw us from his coast The next time we ride the wave We shall have twenty thousand more On the battlefield he did not win Although he tried long His bravest and his best Became the black ravens’ loot But the kingdom must be saved And good council was dear His counsel advised the geld To appease the Dane’s rage And the Dane came to the king With provocations to war But with ships filled with treasures They promised to sail away Ten thousand pounds he gave them Of purest silver wares When the Dane landed again They got twenty thousand more Ten thousand pounds… “Pay once the Geld” The counsel said so often “Pay the Danegeld And we’ll never be free of the Dane” Ten thousand pounds…]

Submitted by Iron_Wraith — Apr 26, 2025

Kom hid, kom, kom og dans. Lad dig lokke af vores sang, Kom, dans og lig hos os, Her i nattens lune mulm. Kom hid, kom, kom og dans, Kom og læg dig i vores favn, Kom, syng og dans med os, Vi vil ej fortrædige dig. En kvæld, da jeg red, Ført min vej til ellekrattet, Der, ved et træ standsed Min hest og ville ej videre, Hen på vejen dansed nogen i måneskinnet, Møer i en kreds, søde stemmer sang til mig. Kom hid, kom, kom og dans, Kom og læg dig i vores favn, Kom, syng og dans med os, Vi vil ej fortrædige dig. Jeg steg af min hest, og gik dem i møde, Men de flytted sig længere bort, De ledt mig dybt ind i skoven, Til jeg var faren vildt, Alt imedens de sang til mig. Kom hid, kom, kom og dans, Kom og læg dig i vores favn, Kom, syng og dans med os, Vi vil ej fortrædige dig. Purret blev så tæt, Over hovedet knejsed egen, Jeg blev stadig ved at følge flokken, Tjørne skar min hud, Rev mit hår og mine klæder, Medens møerne rundt om mig fnes. Kom hid, kom, kom og dans, Kom og læg dig i vores favn, Kom, syng og dans med os, Vi vil ej fortrædige dig. Inde i skovens rige, Slog de kreds om mig, Med dans og leg, betoges jeg, Herfra kommer jeg aldrig. I de lumre sommer nætter, Når landet sover trygt, Til mig sznger skovens møer sødt. Kom hid, kom, kom og dans, Kom og læg dig i vores favn, Kom, syng og dans med os, Vi vil ej fortrædige dig. [English translation: Come hither, come, come and dance Let yourself be enticed by our song Come, dance and lay with us Here in the night’s warm darkness Come hither, come, come and dance Come and lay yourself in our arms Come, sing and dance with us We will not hurt you One evening, as I rode, my way passed by the alder scrub There, by a tree, my horse stopped and wouldn’t go further Yonder on the road danced something in the moonlight Maidens in a ring; sweet voices sang to me Come hither… I dismounted and went towards them But they moved further away They lead me deep into the forest, ’til I was lost All the while they sang to me Come hither… The scrub became so close, overhead towered the oak I continued to follow the flock Thorns cut my skin, ripped my hair and my clothes Whilst around me the maidens giggled Come hither… In the realm of the forest They drew a ring around me With dance and play the enchanted me From here I will never come away In the humid summer nights, when the land is sleeping tight The forest maidens sing sweetly to me Come hither…]

Submitted by BloodShrine — Apr 26, 2025

På salten sø sejler skuden, bag den slæbes tunge garn, vandet spejler solens lys, og sømænd priser havets ran. Fra havet høres en røst, som hundrede møers tårer, en sorrigfuld sang, der lokker, et sørgekvad om hjertesår. "Når stormen raser ude på søen," synger havets frue, "og vandet syder rundt om klippen," synger havets frue, "jeg drager mænd til havsens bund og bringer til min stue, så sorgen knuser kæresters hjerter," synger havets frue. De raske mænd følger mælet, for den skønne mø at se, flam' rødt haar og fiskehale, den barmfagre havets frue. Udi bølger leger hun, hendes barm så hvid som bølgekam, med lystent blik og kvindens list, hun lokker dem til store skam. "Når stormen raser ude på søen," synger havets frue, "og vandet syder rundt om klippen," synger havets frue, "jeg drager mænd til havsens bund og bringer til min stue, så sorgen knuser kæresters hjerter," synger havets frue. Alt medens de margygen følger, mindskes kløgten og omsorgen, skuden flyr vante vande, bagom bølger. Salten sø så langt synet rækker, omskabes til oprørt hav, splintret træ i bølgens brusen, brædder brækker. "Når stormen raser ude på søen," synger havets frue, "og vandet syder rundt om klippen," synger havets frue, "jeg drager mænd til havsens bund og bringer til min stue, så sorgen knuser kæresters hjerter," synger havets frue. [English translation: On the salty sea the ship sails Heavy nets trawled behind it The water mirrors the sunlight And seamen praise Ran of the ocean A voice is heard from the ocean Like the tears of a hundred maidens A sorrowful song which lures An elegy of pained hearts ”When the storm rages upon the ocean,” sings the lady of the sea ”And the water seethes around the rock,” sings the lady of the sea ”I draw men to the ocean floor and bring them to my dwelling So sorrow crushes sweethearts’ hearts,” sings the lady of the sea The fearless men follow the voice The beautiful maiden for to see Flame red hair and fishtail The fair-breasted lady of the sea Out in the waves she plays Her breast as white as wave crests With a lustful look and woman’s wiliness She lures them to great shame ”When the storm rages… Whilst they follow the mermaid Their shrewdness and care lessens The ship flees known waters Behind the waves Salty sea as far as the eye can reach Is transformed to troubled oceans Splintered wood in the roaring waves Planks break ”When the storm rages…]

Submitted by Iron_Wraith — Apr 26, 2025

I regn jeg red et ensomt ridt, på høstnattens ode hede, vinden skreg på de vilde vidder, og ført' mig ud på fremmed jord. Hey! Hey! Et lys i det fjerne loved' læ, og senge af sødt hø, Hey! Hey! Men sært var det syn, der vented' mig af glæde og gammen. En høj på glødende pæle, en sal af skinnende guld, folket, der lader sig fjæle, danser og drikker i huset af muld. En kone fra bjerget et bæger bragt', med tursemjød, tykt om troldblod. Stum som sten, greb jeg fast om skålen, og drak den ud i et enkelt drag. Hey! Hey! Som brod i en bæk fyldtes jeg, af fryd og af fuldskab, Hey! Hey! Mens lyden af fløjten lokked' mig, i højen den høstnatt. En høj på glødende pæle, en sal af skinnende guld, folket, der lader sig fjæle, danser og drikker i huset af muld. Vilde møer klædt i grønne kjortler, med vakre øjen og villige skød, mandfolk drak med lyst af mjøden, mildet først endt' da dagen, den gryed'. Jeg genoptog gårsdagens færd, men kendte veje næp kunn' kendes. Jeg kendtes kun af gårdens gamling, "men døj do æ, da a war dræng?" En høj på glødende pæle, en sal af skinnende guld, folket, der lader sig fjæle, danser og drikker i huset af muld. [English translation: In rain I rode a lonely ride On the autumn night’s lonesome heath The wind screamed on the wild reaches And lead me out into unknown land Hey! Hey! A light in the distance promised lee And beds of sweet straw Hey! Hey! But strange was the vision that awaited me Of pleasure and merriment A mound on glowing poles A hall of shining gold A folk that lets itself hide Dancing and drinking in the house of earth A woman from the knoll brought a beaker With thurse-mead, thick as troll blood As mute as stone, I grasped the bowl firmly And drained it in a single draught Hey! Hey! Like a swell in a beck I was filled By joy and drunkenness Hey! Hey! Whilst the sound of the whistle lured me Into the mound that autumn night A mound on glowing poles… Wild maids in green dresses Comely eyes and willing laps Men folk drank with a passion of the mead The feast ended when the day dawned I continued the previous day’s journey But familiar paths could hardly be recognised I was only recalled by the farm’s greybeard ”But didn’t you die when I were a lad?” A mound on glowing poles…]

Submitted by Immortal — Apr 26, 2025

Lejesvend og from lærd var han, stormfuldt, lød han flerre herrer, gram, grov og mægtig, ve dem, der spotted' hans guds ord. Han lært' dem alt om kristendom, den sande' guds evangelium, der sættes pris på nåde, til den pris havde han ikke råd. Han fortalt' dem alt om kristendom, og hans barmhjertige herre, før han sveg dem og stak deres øjen ud, med odden af hans hedenske sværd. Thangbrand hed han, den vildfarne spåmand, et fredens bud på hans spidse kors. 'Tæmmes kan du ej', sagde kongen, 'på Island skal du forkynde om hvidekrist.' Han tog hans bog og blev af vinden båren, og viste synderne hans barmhjertighed. En mørk morgen gryed' da han kom, for mange ville bløde på hans torned' krans. Thangbrand - vis dem vejen Snart landed' han på Islandsk strand, hvor folk mored' sig med drikkelag og hor. 'Dette duer ej, her er noget at gøre, huskes skal dagen, hvor frelsen kom!' Han sparkede kroens dør ind, og tren frem med alvorlig sind, som en mand besat af himmerige, sporet frem mod de vanhellige. 'Alle her skal høre mit budskab, om gud, den mægtige herre, eller lide en ussel død, på odden af mit hedenske sværd.' Og skjaldene, de så på, og grinte over det de så, kvad vider om munkens vrede, ham uden hår på kinden bred. Thangbrand loved' løn for haanen, til dem alle og enhver; at spidde deres vantro hoveder, på odden af hans hedenske sværd. Der byggedes to bavne, så store og så høje, så guderne kunn' dømme fra himlenes borge, da udså Thangbrand den djærv'ste af mänd, den drøj'ste bersærk landet kunn' yde. 'Gennem luen må du løbe, så rask du kan, det lader sig gøre, det jeg kræver af dig! Et blus er velsignet af mig og vorherre, det andet asernes og vanernes skære. Gennem mit skal du gå uden men, et vidnesbyrd at min gud er størst! I dit bål kan du brände som var du af halm, den gamle enøjede kan dig ej bevare!' Helskindet kom han gennem asernes ild, mens heden fra kristi bål holdt ham tilbage... [English translation: Mercenary and pious scholar was he Tempestuously, he obeyed more than one lord Bad tempered, coarse and mighty Woe to those, who mocked his God’s words He taught them everything about Christianity The “true” God’s gospel Mercy has a value That price he couldn’t afford He told them everything about Christianity And his compassionate Lord Before he betrayed them and put out their eyes With the tip of his heathen sword Thangbrand he was called, the erred prophet A message of peace on his pointed cross “You cannot be tamed”, said the king “In Iceland you shall preach of the White Christ” He took his book and was borne by the wind And showed the sinners his compassion A dark morning dawned when he came For many would bleed on his thorned wreath Thangbrand – Show them the way Soon he landed on Icelandic shores Where folk amused themselves with drinking and whoring “This will not do, something must be done here The day salvation came shall be remembered!” He kicked the tavern door in And stepped fourth with solemn temper Like a man possessed by heaven Spurred forth against the heathens “All here shall hear my message About God, the mighty Lord Or suffer a pitiful death On the tip of my heathen sword” And the bards, they watched on And laughed at what they saw Sang songs of the monk’s wrath He, without hair on his broad cheek Thangbrand promised reward for their scorn To them each and every one To impale their unbelieving heads On the tip of his heathen sword There were built two beacons, so huge and high So the gods could judge from the bastions of the heavens Then Thangbrand selected the bravest of men The strongest berserk the land could yield “Through the fire you must run, fast as you can It is possible, that which I demand of you! One fire is blessed by me and Our Lord The other the Asirs’ and Vanirs’ horde Through mine you shall go without harm A testimony that my god is greatest! In your fire you can burn as if you were of straw The old one-eyed cannot protect you!” Unhurt he came through the Asirs’ fire Whilst the heat from Christ’s fire held him back…]

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

Kvinden min var en køn liden mø, Så fin som ønskes kunn', Ravn mørke øjn' og mild åndepust, Og måne bleg hud har hun. Skønheden er hendes sinds hårde mål, Som først hun holdt' fordulgt, Hendes vilje groed' som et jern hårdt greb, Der siden giftermålet fulgt. Hey! Hey! Kampen er mit kald, Tre alen høj til akslen, Hun får aldrig bugt med mit druk, Så tit jeg end sættes på tærsklen. Med solen i øst stavrer jeg hjem, En snes øl gjord hjertet varm, Men heller' ville jeg døje hundrede sværd, End hendes hvasse harm. Tøser og skøger ta'r jeg med glæde, Når tøndens indhold siler. Røbes jeg snart, og det gør jeg skam nok, I sneen vil jeg hvile. I fred! I strid! Efter hedensk skik aflægges ed. Ved sejl! Ved åre! På bølgekam, på salten strand. Ej drik! Ej hor! Kunne still' mit hjert' for evigt. Ved øks'! Ved sværd! Kvinderne er kampen værd. Hey! Hey! Kampen er mit kald, Tre alen høj til akslen, Hun får aldrig bugt med mit druk, Så tit jeg end sættes på tærsklen. Til gilde vi går, våbenføre mænd, I sejrens stund, Hvor mjøden flyder og frillerne tyer, Og frister med skød og med mund. Hvis jeg fortalt' hend', ville hun ej forstå, At jeg, som de fleste i vores land, Har mine laster og mine tarv, Min brøde - at være en dødelig mand. Hey! Hey! Hey! Hey! Hey! Hey! Kampen er mit kald, Tre alen høj til akslen, Hun får aldrig bugt med mit druk, Så tit jeg end sættes på tærsklen. [English translation: My woman was a pretty little maid As fine as could be wished for Raven-dark eyes and soft breath And moon-pale skin has she Beauty is her temperament’s hard measure Which first she kept concealed Her will grew like an iron-hard grip That after the wedding followed Hey! Hey! The battle is my call Three ells high to the shoulder She will never curb my drinking No matter how often I get put out on the threshold With the sun in the east I stumble home A score of beers warmed the heart But rather would I suffer a hundred swords Than her sharp anger Girls and whores I take with pleasure When the barrel’s content flows If I’m soon disclosed, which I surely will be In the snow I will rest In peace! In war! By heathen lore the oath is pledged By sail! By oar! On wave-crest, on salt shore Not drink! Not whore! Could still my heart for ever By axe! By sword! The women are worth the fight Hey! Hey! The battle is my call Three ells high to my shoulder She will never curb my whoring No matter how often I get put out on the threshold To feasting we go, weapon-bearing men In the hour of victory Where the mead flows and the concubines go And tempt with lap and with mouth If I told her she wouldn’t understand That I like most in our land Have my vices and my needs My crime – to be a mortal man Hey! Hey! Hey! Hey! Hey! Hey! The battle is my call Three ells high to the shoulder She will never curb my drinking No matter how often I get put out on the threshold]

Submitted by MetalElf — Apr 26, 2025

En hæderfuld herse og fader er jeg, je hældte ud mjød til gudernes ære, kæk i kamp, da mangen mand døde, men min banemand kom stiltiende. Med gustent gult bryst, en umandig brøst. Mine øjen blev gule som sand og som sol, mit pis blev mørkt som agerjordens støv, min hud er hærdet af vind og af ar, af hundrede sår fra hundrede sværd. Snertet af en grum vind under en kold stjerne, jeg må se på, mens det sortner som tjære, gul til sort, fra bryn til fod, mit blod er sværtet af skæbnens falske håb. Jeg kendt' ej fald, nu rådner jeg halvt. En gådefuld sot, mange mands bane, jeg ser mig selv tage en sygelig lød, jeg har set det før, set, hvad det gør, set våbenføre mænd sygne og dø. Jeg plages af sot, den sorte syge, mine frænder må søge lægedom forgæves, døden mig venter, livet må jeg lade, min skæbne, min lod er afgjort for mig. Alfader, din nidding - hør nu min råben, hvi strådød, hvi sygdom? - Ej fjenders våben? Har jeg ej gjort det, du påbød? At udånde til sengs er en ynkelig død. Valkyrier forsmår mig - vil ej vise vej, over bifrost til valhal - hud sort som beg, død har ingen ære, jeg rådner så sagt', ej vil jeg finde hæder og agt, i valhal. Det kaldes svartsot, den stygge syge, der lader de gæve stridsmænd dø på deres knæ, ej i kampens hede, eller på koldt hav, men visnede krøblinger, ej vilde og fri. Man synger om svartsot, karlfolks fordærv, soten, der grues fra fenne til bjerg, ingen kender hvi, ej hvem, ej hvor, men nu kender de det fra denne skjalds sidste ord. [English translation: An honourable warrior-lord and father am I I poured out mead to the glory of the gods Brave in battle when many men fell But my own banes-man came silently With sallow yellow breast An unmanly defect My eyes became yellow as sand and as sun My piss became dark like the arable land’s dust My skin is hardened by wind and by scars Of a hundred wounds from a hundred swords Lashed by a cruel wind beneath a cold star I must watch whilst the skin blackens like tar From yellow to black, from brow to foot My blood is blackened by fate’s false hope I knew not defeat Now I am half rotten A mysterious sickness, many men’s bane I see myself take a sickly hue I have seen it before, seen what it does Seen weapon-bearing men sicken and die I am plagued by sickness, the black sickness My kinsmen may seek a cure without luck Death awaits me, my life I must lose My fate, my lot, is determined for me All-father, you traitor – hear now my call Why straw death, why sickness? – Not enemies’ weapons? Have I not done what you bade me? To expire in bed is a pitiful death Valkyries spurn me – will not show the way Over Bifrost, to Valhalla, skin black as pitch Death has no honour, I rot slowly I will not win honour and respect In Valhalla It’s called svartsot, the brutal disease That lets the redoubtable warriors die on their knees Not in the heat of battle, or the cold sea But withered cripples, not wild and free They sing of svartsot, the blight of men The sickness that is feared from fen to mountain Nobody knows why, nor who, nor where But now you know it from this bard’s words]

Submitted by The Void — Apr 26, 2025

I trange gader, hvor høker-røsten gjaldrer højt, gladelig køber godtfolk dyrt. Torvet gungrer af gøglespil og strengeleg, gyden gengiver strædets gny. Fine klæder, læder, sølver, krydderi, dufter kvæles i byens kvalm. Bidske hunde, slagtesvin, der æder skarn, plager som præstens prækener. Blandt vråerne i voldens ly, står en skummel skænkestue. Her drikker vi, her ligger vi, med de fagreste byen har, og den kønneste og den bedste, og hende, jeg tager næste, er kromandens datter. Her drikker vi, her ligger vi, med de fagreste byen har, og den kønneste og den bedste, og hende, jeg tager næste, er kromandens datter. [English translation: In the narrow streets where the hawker-voice rings high Good folk buy gladly at dear prices The market square booms of buffoons’ games and string-play The passage repeats the street’s din Fine clothes, leather, silver, spices Scents are choked in the town’s stuffiness Fierce dogs and fat pigs that eat filth Harass like the priest’s sermons Amongst the sheds in the lee of the town wall Stands a nasty inn Here we drink, here we lie With the fairest the town has And the prettiest and the best And the one I’ll take next Is the landlord’s daughter Here we drink…]

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

En skabning af mosens mørke svælg var han Næp var han levende, næp var han mand Et udyr tyndt forklædt i menneskets form Fra hvilken turses liv sprang denne orm? Hvad er det, der overfor mig står? Klædt i tand og klo og med filted' hår Så høj som en eg, så usselt hugget ud Intet hærdet blad kunne bryde hands pansred' hud Hud som den af lindorms grå skællet brynje Folkets hadske fjende Fra hans slummer vækket af vores lystig' lag Mord og død lagde han for dag Grendel! Han flænged' mine frænder med hans strimed' næve For hands vrede kunn' man sig ej bjærge Deres kød var reven, deres skaller kløved' Ar gik før kvalen døvedes Han trak sig til mosen, med hans stygge rov Mætted' sig på blod og skrog Frelse må vel komme fra en fremmed kyst Før grendel slår hans sidste høst Grendel du nævnes, nattens dødfødt skabning Bragt på en slet vind, bragt på sorten ving' Snart skal du dræbes af en kamp-klædt konning Læng' skal vi synge om Grendels halshugning [English translation: A creature of the moor’s dark gulf was he Hardly was he alive, hardly was he man A monster thinly disguised in the human form From which thurse’s womb has this worm sprung? What is it that stands before me? Garbed in tooth and claw and horn As high as an oak, so basely hewn No hardened blade could pierce his armoured skin Skin like that of dragons’ grey scaled mail The people’s hateful enemy From his slumber awoken by our merry company Murder and death he displayed Grendel! He split my kinsfolk with his welted hand From his wrath one could note save oneself Their flesh was riven, their skulls rent Years passed before the agony lessened He retired to the moor, with his nasty spoils Satiated himself on blood and carcasses Deliverance must surely come from a foreign shore Before Grendel reaps his last harvest Grendel! Grendel you are named, the night’s stillborn creature Brought on an ill wind, brought on a black wing Soon you shall be slain by a battle-dressed king Long shall we sing of Grendel’s decapitation]

Submitted by Pestilence — Apr 26, 2025

Når vinden buldrer i vinternatten, men skoven er stille Da er det bedst at holde sig inde bag lås og slå. Var dig, var dig, For den vilde jagt. Når vinden hyler I nattemulmet på mørke heder, Og julebluset I askedyngen på arnen ulmer, Da kan man høre to hundes grøen, en fjern en næmer’, Så si’r de gamle “Nu rider følget, nu starter jagten” Var dig, var dig, For den vilde jagt. Når hestevrinsken og hovslag høres I nattens tomhed, Sæt stål I døren og spjæld for gluggen, søg ly I halmen, For da kan flokken dig ej forfølge og volde skader, Men ve den vandrer, den ganger ene ensomt sted! Jep! Stygge er jægersmændene, svare og sorte som døden Grumme er de sorte hunde, grimme, store og bredøjed’. Sorte er horsene de rider, sorte er bukkene de rider, Gru de hvileløses ridt, gjaldene færdes de igen. Når vintervinden uvented vender, skal du være varsom Og hører du hovslag og tæller otte på hersens ganger, Da kan du vide at jagten kommer og kræver ofre, For med den drages en tid med ufred, din død til følge! Var dig, var dig, For den vilde jagt. [English translation: When the wind blusters in the winter night, but the forest is silent That’s when it’s best to stay in behind lock and bolt Beware, beware Of the Wild Hunt When the wind howls in the night darkness on murky heaths And the Yule-fire glows in the ash pile on the hearth Then you can hear to dogs’ barking, one far, one nearer Then the old say “Now the party rides, now the Hunt starts” Beware… When horses’ whinnying and hoof beats are heard in the emptiness of night Put steel in the door and shutter across the window, seek shelter in the straw For then the flock cannot hunt you and cause harm But woe the lonely wanderer who walks alone some lonesome place Yep! Ugly are the Hunters, dire and black as death Cruel are the black dogs, ugly, great and broad-eyed Black are the horses they ride, black are the bucks they ride Dread the ride of the restless, noisily they ride again When the winter wind changes course unexpectedly, must you be cautious And if you hear hoof beats and count eight on the leader’s steed Then you can be sure that the Hunt is coming and will crave victims For with them is drawn a time of unrest, your death resulting! Beware…]

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

Ud for Northumbria den fagre ø la For enden af ebbe-vejen, vandret af få Kranset af vand, den kolde nordsø Et kloster af sten der stod på den ø Forvaret af bø lger, i fred at gøre bod Munkenes sjæle var frelste, de troed Rædslen for storme var gemt af veje For hvem ville tro, at døden ku' sejle? I det herrens år syvhundred' nititre En mørk vinter morgen hyllet i sne Skyerne spyed' torden og lyn Og orme skreg, så grimt et syn Tre snekker sås, af skåret stavn hver Læssed' med stridsmænd, en hendningehær Ført over havet i vindenes vold Væbnet i læder, brynje og skjold Uden et ord, de stormed' den strand Ilden i hjertet lysted for strid Guds mænd må slagtes, hver eneste mand Danskerne kendte kun hæder og mod Brødrene kendte kun barmhjertighed Som bytte for ravnen de egned' sig mest De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred Men hyrden så på mens flokken blev flået Huden blev heven fra kød og fra ben, Skønt de havde deres herre, døde de alene Ingen ku' måle sige med danskernes vrede Døden de mødte i helligt højkor Med sværdet til hjalten blev de gennemboret Helgenblod gydtes på højaltrets dug Hjemad de sejled' fra ran og slagtning Hedningen, dansken, den stygge viking Byttet var stort, og tabene små Til de døde, de drak til de lå De sang om deres ære, om gudernes gunst De sang om den gode mjødbrygningskunst I midgårds store sale de sang om deres dåd I hjemlandets møer sæden blev såed Vil verden nogensinde se dem igen Der voldtog deres døtre og slagted' deres mænd Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem Det var en forsmag af, hvad der ville ske Mange flere snekker var derefter set Mange flere liv blev ladet i strid Lindisfarne varsled' vikingetid [English translation: Off Northumbria the fair-isle lay At the end of the causeway, wandered by few Surrounded by water, the cold North Sea A monastery of stone stood there on that isle Protected by waves, in peace to do penance The monks’ souls were saved, they believed The fear of attack was hidden away For who would believe that death could sail? In the year of the lord seven hundred ninety three A dark winter morn shrouded in snow The clouds spewed thunder and lightning And dragons screamed, how horrid a sight Three warships were seen, of carved prow all Loaded with warriors, a heathen army Lead over the seas under the winds’ might Armoured in leather, ring mail and shield Without a word, they stormed that beach The fire in the hearts desired war God’s men had to be slaughtered, every last man The Danes knew only honour and courage The brothers knew only compassion As spoil for the raven they were most useful They loved their saviour, they loved their peace But the shepherd watched on whilst the flock was flayed The skin was pulled from meat and from bone Though they had their lord, they died alone No-one could compete with the wrath of the Danes Then the monks found destiny and peace Death they met in the holy sanctuary With the sword to the hilt they were pierced Saints’ blood was poured on the high altar’s cloth Holy men’s bodies trampled apart Homewards they sailed from theft and slaughtering The Heathen, the Dane, the ruthless Viking The booty was great and the losses small To the dead, they drank ‘til they lay They sang of their honour, of the gods’ favour They sang of the good art of brewing mead In Midgård’s great halls they sang of their deeds In the homeland’s maidens they sowed their seed Will the world ever see those again Who raped their daughters and slaughtered their men Stole from their churches and fired their homes Split bones in the blaze’s black smoke? That was a taste of what was to happen Many more warships were seen thereafter Many more lives were lost in battle Lindisfarne boded the Viking Age]

Submitted by VladTheImpaler666 — Apr 26, 2025

Hey! Hey! I salens varme glød Ordene flød, ligeså den gyldne mjød Sagn og sang i nattemulmet lød Vi drak i salen til dagen frembrød Høstens nætter blev stadig længer', og frosten, den bed Nattemørket kom snigende, bragt' kulden med sig Tykke luger låst' rimfrosten ude, alt lå som i dvale Bag stængte glugger drak karle lystigt i tællelysskær Hey! Hey! I salens... På tiljerne gik tøsene rundt og skænkede øl Væne var de, på gulvet de tren med glimmende øjen Mandfolket havde ej mere at lave, men holdt sig nu inde For tidkort og skæmt, de mored' sig nu med viser og sagn Viser om kampe og viser om konger Viser om døden og helleders dåd Viser om kirken og viser om koner Viser om fuldskab og friller så kåde Hey! Hey! I salens... Sneen daled' i nattens stilhed og indhylled' alt Landet lå nu som stivfrossen sø med tavse bølger Freden flænsedes af morskabens grin og karlerøster Og flænger af lys i gårdens glugger rev mørket sønder Hey! Hey! I salens varme glød Ordene flød, ligeså den gyldne mjød Sagn og sang i nattemulmet lød Vi drak i salen til dagen frembrød [English translation: Hey! Hey! In the hall’s warm glow The words flowed, just like the golden mead Tales and song in the dark of night sounded We drank in the hall ‘til day broke The nights of autumn drew continually longer, and the frost bit The dark of night came sneaking now, brought the cold with it Thick shutters locked out the rime; everything lay as if dormant But behind shut windows men drank merrily by candlelight Hey! Hey! In the hall’s warm glow… On the floorboards the lasses went round and served ale Pretty were they, on the floor they trod with glancing eyes The menfolk had not more to do, but stayed in now For pastime and fun, they amused themselves with songs and tales Songs of battles and songs of kings Songs of death and heroes’ deeds Songs of the church and songs of women Songs of drunkenness and mistresses so wanton Hey! Hey! In the hall’s warm glow… The snow fell in the silence of night and shrouded everything The land now lay as a stiff-frozen sea with soundless waves The peace was torn by the laughter of merriment and men’s voices And slashes of light in the farm’s windows ripped the darkness apart Hey! Hey! In the hall’s warm glow…]

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

I viking seiled' vi, sejrrige, vilde og frie, Smagen af salten blod stak vore ganer. Tørsten trætted' os, thi trangen var stor, Så vi drog mod udgård og drak med jætter. Intet, intet er frit i ful Jotunheim, Ikke engang for folk så stolte som vi, For manddom og mod skal først prøves, Kun da må vi, må vi gå fri. Vi fæller var kun få, men hver med en færdighed, At løse løjer udtænkt af loke. Smeden tren først frem, for ingen tørsted' som ham, Han fik tømme et horn så stort som en hul eg. Et drag havde han kun og hornet, Det greb han med glæde, Men lokes list var stor som det Hav hornet lå ud i! Smeden, han tørsted' så såre, Og ingen ku' suppe som ham, Han tømte hornet til bunds Og takkede værten. Intet, intet er frit... Den næste, der stod frem var skjalden, En slank og høj mand vår han, Han loved' at løfte katten Og hold den højt mod loftet. Ej var den mis, men orm - selv den, der omslutter Midgård! Skjalden, han hev så hårdt, At ormen blev fisket op av havet. Intet, intet er frit... Nu ville vores urtegårdsmand, vove at løbe mod hu, At han glemte så tilskuerne ej, så tyk var tågen. Sulten vores spillemand var, og spise, det skulle han så. Flammerne ku' ej fortære så flinkt som han ku'! Tilbage var tærskeren, Mod ælde sku' han tage sig en tur, Den kælling var ej så køn, Men op kom han stadig! Tordneren så tiende på, Den idræt havde, han tidliger' tabt, Med øl i hånd ægged' han os, For sådan er thors hu. Intet, intet var frit i ful Jotunheim, Ikke engang for folk så stolte som vi, For manddom og mod skal først prøves, Kun da må vi, må vi gå fri. Vi mored' os i mørk Jotunheim, Hvor øl og æde, Kvinder og mjød strømmer frit Vores manddom og mod beviste vi, Og nu må vi, må vi gå fri. [English translation: In Viking we sailed Victorious, wild and free The taste of salty blood Stung our palates Thirst wearied us For the need was great So we set out for Udgaard And drank with giants Nothing is free in foul Jotunheim Not even for folk as proud as we For manhood and courage must first be tried Only then may we, may we go free We fellows were only few But each with a skill To solve pranks Devised by Loke The smith stepped first forth For none thirsted as he He must empty a horn As great as a hollow oak One draught had he only The horn he seized with glee But Loke’s cunning was great Just as the sea in which the horn lay! But the smith, he thirsted greatly And none could sup as he He emptied the horn to the dregs And thanked the host Nothing is free… The next who stood forth was the bard A slim and high man was he He promised to lift the cat And hold it high toward the ceiling ‘Twas a pussy, but a worm The one that circles Midgaard! The bard, he pulled so hard That the worm was fished out of the sea Nothing is free… Now our herbalist would Dare to run against Thought That he forgot saw the watchers not So thick was the fog Hungry was our fiddler So eat he must The flames could not consume As quickly as he could! Lastly was the thresher Against Age he must take a turn The hag wasn’t too pretty But up he came anyway! The Thunderer watched silently on That game he had earlier failed With beer in hand he egged us on For such is Thor’s nature Nothing is free in foul Jotunheim Not even for folk as proud as we For manhood and courage must first be tried Only then may we, may we go free We had a good time in dark Jotunheim Where ale and food, women and mead flow free Our manhood and courage we proved And now we may, we may go free]

Submitted by VladTheImpaler666 — Apr 26, 2025

Jeg red mig ud ad kvælde, Jeg lagde min hest i hælde, Så vide der ganger der ord af, kvælde, Lagde min hest i hælde. Jeg lagde mit hoved til en tue, Så gerne ville jeg sove, Så vide... Den første søvn som jeg der fik, Den døde mand han til mig gik, Så vide... Du skal fare til hedeby, Der bor mine frænde de, Så vide... Min fader og min moder, min søster og yngste broder, Så vide... Der bor Kirstine min vænne viv, Og hun forrådte mit unge liv, Så vide... Kirstine og hendes møer fem, De kvalt' mig i min silkeseng, Så vide... De bandt mig i et knippe hø, Og ført' mig ud til vilden høj, Så vide... Den samme svend jeg troed' bedst, Han rider nu min gode hest, Så vide... Han æder med min sølvbundne kniv, Han sover hos mit unge liv, Så vide... Han sider o'er mit brede bord, Han spotter mine børn med uhøviske ord, Så vide... Han rider i skoven med mine hunde, Han bider de vilde dyr i lunde, Så vide... For hvert dyr han bider i min have, Han vækker mig ud af min grav, Så vide... Og er du mand ud af min æt, Da skal du føre min sag i rette, Så vide... Du skal ride til Kirstines gård, Så ondt et mod skal de både få, Så vide... Den drøm var både lang og led, Jeg vågned' op på vilden hede, Så vide... Jeg vågned' af den drøm så brat, Grov op den døde den samme nat, Så vide... Jeg sat' den døde mand på min hest, Vi red af sted som vi kunne bedst, Så vide... Jeg førte liget til Kirstines gård, Og sat' den døde mand på bord, Så vide... "Er du Kirstine med dette værk kendt, Da skal du blive på bålet brændt," Så vide... Kirstine blev så sort som jord, Den svend han fik så ondt et mod, Så vide... Kirstine blev i jernet spændt, Inden majdag lå hun på bålet brændt, Så vide der ganger der ord af, Jernet spændt, Majdag lå hun på bålet brændt. [English translation: I rode out one eventide I bound my horse for the night So know that the word is true Eventide Bound my horse for the night I lay my head upon a mound So readily I would sleep So know that the word is true Upon a mound So readily would I sleep The first sleep that I got there The dead man to me came So know… You must travel to Hedeby There live my kinsmen So know… My father and my mother My sister and youngest brother So know There lives Kirstine, my winsome wife And she betrayed my young life So know… Kirstine and her maidens five They strangled me in my silken bed So know… They bound me in a bundle of hay And led me out to the wild mound So know… That swain that I thought was best He rides now my good steed So know… He eats with my silverbound knife He sleeps with my young wife So know… He sits over my broad table And derides my children with unmannered words So know… He rides in the forest with my hounds He bites the wild animals in glades So know… For every animal he bites in my enclosure We wakes me up out of my grave So know… And if you’re a man of my kin Shall you lead my case in court So know… You shall ride to Kirstine’s house So pained a heart shall they both have So know… That dream was both long and bad I woke up on the wild heath So know… I awoke from that dream abruptly Dug up the dead man that very night So know… I lay the dead man upon my horse And away we rode as best we could So know… I took the corpse to Kirstine’s house And lay the dead man upon the table So know… “If you, Kirstine, guilty of this deed Then you shall be burnt on the stake” So know… Kirstine turned as black as earth The swain’s heart was sorely pained So know… Kirstine was bound in iron Before May-day she lay burnt on the stake So know that the word is true Bound in iron May-day she lay burnt on the stake]

Submitted by Iron_Wraith — Apr 26, 2025