Liden Kirsten

Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, En silkesærk fin, den giver jeg dig. Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, En sølvslagen kniv, den giver jeg dig, For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig. Og jeg vender mig om, For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig. Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, Min ære og min tro, dem giver jeg dig, For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så let, Hun vendte sig om, Femten riddere så skønne, dem dansed’ hun træt. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så hård, Og vendte sig om, Til blodet over de silkesko står. For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig. De lagde over hende det skarlagen skind, Så fulgte de hende i stenstuen ind, De bredte for hende en kappe så blå, Der fødte Liden Kirsten to sønner så små. Kongen, han ganger for sengen at stå, ”Sig mig, hvem er fader til drengene små?” ”De var otte, de var otte, som i bur mit brød ind; kun en af dem var det som tog æren min. Men jeg så ej andet i den mørkeste nat End en skarlagensskjorte og en bredskygget hat.” ”For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig.” ”Liden Kirsten, Liden Kirsten, fortæl mig så god: Hvad gav han dig så for din ære og tro?” ”For æren gav han til mig en silkesærk så fin; den sled jeg med stor angst i smerten min. Han skænked’ mig også en sølver-slagen kniv; Jeg vil’ ønske den sad ham i hans unge liv.” Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, Jeg vender mig om, For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig. ”Liden Kirsten, liden Kirsten, forband ham ej så, For selv er jeg fader til sønnerne små, For jeg tænkte ingen skul’ kende mig.” Liden Kirsten, liden Kirsten, han tog i sin favn, Og skænked’ hend’ kronen og dronningenavn, For jeg tænkte, at ingen skul’ kende mig.

Submitted by NecroGod — Apr 26, 2025