Kumbl

This track is instrumental.

Is this song not instrumental?

De er så mange i Dannemark vil alle herrer være; de red dennem til Ribe og lod dem klæder skære. Nu stander landen i våde Alle de lod dem klæder skære i gråmunkes lige; det var ej gjort for anden sag end deres herre ville ti svige. Nu stander... De vogte hannem ofte, de vogte hannem alle tide; de vogte ham også den liden stund hannem skulle til Finderup ride. Nu stander... De red i den bondes gård med skarpe spær i hænde; alle havde di grå kolhætter på, at ingen mand dem kendte. Så ginge de dem i laden ind, de stedtes dennem på den lo; vågen de lå den ædle herre, hannem ville det ikke tro. De slukte ud de voxelys, som for den herre skull' brænde. Alt da sad de liden smådrenge; hvor monne deres øjne rinde. De stak ham ind ad skulderblad og det stod hannem ud af hals; det vil jeg for sandingen sige, det var alt gjort med falsk De stak ham gennem hærde, det stod ham ud af venstre side: "Nu haver vi gjort den gerning i dag, al Dannemark bærer for store kvide." Nu stander... Det var den liden smådreng, han så sin herre lide den kvide; han lod ikke længer lide. Dronningen sidder i højeloft, hun ser ud så vide: "Nu ser jeg den liden smådreng, så hasteligt monne han ride." Nu stander... Ind så kom den liden smådreng, og sagde hende derfrå: "Min herre han er i laden vej't, og alt landet står i våde Nu stander... Min herre, han er slagen ihjel, Gud hans sjæl vel nåde! Forvarer vel hin unge hertug, al Dannemark nu stander i våde. Nu stander... Vogter i vel Eders rige og vogter I vel Eders bo Vogter i vel Eders unge søn al Danmark skal styre og råde." "Det skal du have for tidingen, dog de ej er gode: klæde og føde i kongens gård, imedens vi lever både." Nu stander landen i våde

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

In vernalis temporis Ortu laetebundo Dum recessum frigoris Nuntiat hirundo, Terrae maris nemoris Deceus adest deforis Renovato mundo Vigor redit corporis Cedit dolor pectoris Tempore iucundo Terra vernat floribus Et nemus virore Aves mulcent cantibus Et vocis dulcore Aqua tempestatibus Caret, aër imbribus Dulci plenus rore Sol, consumptis nubibus Radiis potentibus Lucet cum decore O quam mira gloria Quantus decor dei! Quanta resplendentia Sue faciei! A quo ducunt omnia Summa ima media Formam speciei: Macis haec distantia Quam sit differentia Noctis et diei

Submitted by MetalElf — Apr 26, 2025

Skammel han bor sig nør i Thy, han er både rig og kåd; så væne har han sønner fem, de to fores ilde ad. Thi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild. Ebbe han tjener i kongens gård både for guld og ære; hjemme sidder Peder, hans broder, og lokker hans hjertenskære. Thi træder... "Hør I stolten Adelus, vil I være min fæstemø? Thi det vil jeg for sanden sige: Ebbe, min broder, er død." Ja, drukke de det fæstensøl end den samme nat, Brylluppet end før månedsdag, de rådte det i-så brat. Thi træder... Det var Ebbe Skammelsøn, han bandt sig sværd ved side; så bad han sig orlov, hjem til sin fader at ride. Det var Ebbe Skammelsøn, han kom så vel i lag: Han kom til sin faders gård den første bryllupsdag. Thi træder... "Hør I det, mine søstre to, hvad jeg spø'r eder ad: hveden er dette møgle folk, her er samlet i dag?" Svared' hans yngste søster udaf så megen nød: "Det er Peder, din broder, holder bryllup med din fæstemø." Thi træder... Ebbe han vendte sin ganger omkring, han ville af gården ride; hans moder fik i tøjlen og holdt, hun bad ham hjemme bide. Hans moder fik ham hynde og stol, at sidde på de øverste bænke; hans fader fik ham kande i hånd, bad, han skulde gå at skænke. Thi træder... Silde om den aften, da rimen, den faldt på, det var da den unge brud, hun skulde til senge gå. Ledte han den unge brud, alt ad den højeloftsbro: "Mindes I det, stolten Adelus, I gav mig eders tro?" "Al den tro, jeg eder gav, den har eders broder; men alle de dage, jeg leve må, vil jeg eder for være moder." "Jeg loved' jer ej til moder, jeg loved' jer til min viv! Derfor skal Peder Skammelsøn lade sit unge liv." "Slår I eders broder ihjel, siden skal I mig miste! Så må I sørge jer selv til døde som vilden fugl på kviste." Det var Ebbe Skammelsøn, han sit sværd uddrog; det var stolten Adelus, han til jorden vog. Thi træder... Så tog han det blodige sværd alt under sit skarlagenskind; så gik han i stenstuen for Peder, sin broder, ind. "Hør du, Peder Skammelsøn, du tøver alt for længe; Bruden længes fast efter dig udi sin brudeseng." Mælte det Peder, hans broder, svared' han alt så brat: "Så gerne vil jeg dig unde at sove hos bruden i nat." Det var Ebbe Skammelsøn, han sit sværd uddrog; det var Peder, hans broder, han til jorden vog. Thi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Submitted by VladTheImpaler666 — Apr 26, 2025

Den bonde han ganger sig ud i den skov Hejaho, sig ud i den skov Der så han en krage, som sad og sov Hejaho, tra la la la la la la lej Den bonde sat buen alt for sit knæ Hejaho... Så skød han den krage ned af det træ Hejaho... Den bonde sat buen alt for sin fod Så skød han den krage til hjerteblod Og snart kom der bud fra bispens gård "Hvad gjord' du af kragen du skød i går?" Af hovedet der gjorde jeg kirkeknap Af næbbet der gjorde jeg tøndetap Af tarmene snoed' jeg takkel og reb Af benene gjorde jeg møgegreb Med fjer'ne tækked' jeg hele mit hus Af hjertet gjorde jeg drikkekrus Af øjnene gjorde jeg vinduesglas De skinner i stuen rent som det var stads Af skroget gjorde jeg et godt skib Det bedste der udi fjorden gik Og kødet jeg salted' i tønder og kar Foruden en steg jeg forærte min far Af gumpen der gjorde jeg saltmadsfad Kom alle mine venner og få jer noget mad Den krage er nyttig til mangen en ting og røven fik kongen til vielsesring Om nogen vil sige at dette er tant Så sværger jeg på at det hele er sandt

Submitted by Dahmers Fridge — Apr 26, 2025

Villemand og hans væne brud, Strengen er af guld, De spillede guldtavl udi hendes bur, Så liflig leged' han for sin jomfru. For hver en gang guldtavl på borde rendte, Så mange tårer den jomfru fældt'. "Hvi græder I for guld så rød? Græder I for I er bleven min mø? Græder I for jeg ikke er rig, Og jer tykkes, jeg kan ikke være jer lig'?" "Jeg græder ikke for guld så rød, Og det er med min vilje, jeg er bleven jer mø. Ej heller græder jeg for I er ikke rig, Mig tykkes, I er og så ganske min lig'. Jeg græder langt mere for åen Blide, Som snarligt jeg skal hen over ride." "Jeg græder langt mere for åen Blide, Som snarligt jeg skal hen over ride. Der sank neder mine søstre to Den tid de lod deres bryllup bo."

Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, En silkesærk fin, den giver jeg dig. Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, En sølvslagen kniv, den giver jeg dig For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig. Og jeg vender mig om, For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig. Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, Min ære og min tro, dem giver jeg dig, For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så let, Hun vendte sig om, Femten riddere så skønne, dem dansed' hun træt. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så hård, Og vendte sig om, Til blodet over de silkesko står. For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig. De lagde over hende det skarlagen skind, Så fulgte de hende i stenstuen ind, De bredte for hende en kappe så blå, Der fødte Liden Kirsten to sønner så små. Kongen, han hanger for sengen at stå, "Sig mig, hvem er fader til drengene små?" "De var otte, de var otte, som i bur mit brød ind; kun en af dem var det som tog æren min. Men jeg så ej andet i den mørkeste nat End en skarlagensskjorte og en bredskygget hat." "For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig." "Liden Kirsten, Liden Kirsten, fortæl mig så god: Hvad gav han dig så for din ære og tro?" "For æren gav han til mig en silkesærk så fin; den sled jeg med stor angst i smerten min. Han skænked' mig også en sølver-slagen kniv; Jeg vil' ønske den sad ham i hans unge liv." Liden Kirsten, liden Kirsten, træd dansen for mig, Jeg vender mig om, For jeg tænkte, at ingen skul' kende mig. "Liden Kirsten, liden Kirsten, forband ham ej så, For selv er jeg fader til sønnerne små, For jeg tænkte ingen skul' kende mig." Liden Kirsten, liden Kirsten, han tog i sin favn, Og skænked' hend' kronen og dronningenavn, For jeg tænkte ingen skul' kende mig.

Submitted by Finntroll — Apr 26, 2025

Der boed' en mand ien landsby i Thy, Som fangede rotter og mus i sin by. Men når han var ude og passe sit job Stod konens sovekammerdør lukket op - Di-di-æ-dum, di-di-æ-dum, di-di-æ-dum-dum-dæ Og lige så snart manden var uden for døren Kom naboens forka'l, og han hed Hans-Jørgen Og alt imens manden fangede rotter og mus Så hygged' de to sig i ro i hans hus - Di-di-... Og forka'len banked' på døren og sagde "Min kæreste skat, er din mand hjemm' i dag?" "Nej, han fanger rotter, så kom kun Hans-Jørgen", Men manden var hjemme, han stod bagved døren - Di-di-... Han listede hen, hvor de elskende lå Og råbte så højt, at det helt gik i stå "Nu har jeg fanget rotter i hele mit liv Men så store som dig troed' jeg et' de kunn' bliv'" - Di-di-... "Og nu ska' du bød' for hva' du har gjort, Jeg snupper en plovmand fra lommen i din skjort'" "En plovmand," sagde ka'len og latteren sang, "Så bli'r det kun cirka en daler pro gang!" - Di-di-...

Submitted by Immortal — Apr 26, 2025

Der var stimænd tre, kom til hallens dør Ja, dem kom kækt og med kådhed - o Den ene sang højt og den anden sang lavt Og den tredje var den store, stygge stimand - o Det var ned ad trapperne fruen tren Tog på sin dragt af læder - o Fra hallen hørtes de ynkelige ord "Hun er borte med den story, stygge stimand - o!" Det var silde den nat, da herren kom Han spurgte efter sin frue - o Og kammerpigen svared' så sin herr' "Hun er borte med den store, stygge stimand - o" "Jamen sadl så til mig min kridhvide hest Den sorte er for langsam - o! Jeg rider til jeg finder min viv så væn Hun er borte med den story, stygge stimand - o" Og han red øst og han red vest Han red mod nord og mod syd endog Og da han red ude på den vide mark Spejdede herren sin frue - o "Hvi så flyer du dit hus og dit land Hvi flyer du dine penge og? Hvi flyer du din ædle ægtemand Alt for den story, stygge stimand o?" "Hvad brug har jeg for mit hus og mit land? Hvad brug har jeg for penge og? Jeg savner ej min sølle ægtemand Jeg er borte med den story, stygge stimand o" "Hvad så med din seng af gåsefjer Så fornemt redt med silke - o? I nat ligger du ude på den vide mark Og du ligger hos den story, stygge stimand o" "Skulle jeg ha' brug for en gåsefjerseng Så fornemt redt med silke - o? Hvad brug har jeg for en sølle ægtemand Når jeg ligger hos den store, stygge stimand o? Thi du red øst da jeg red vest Du red højt da jeg red lavt Af hin stimands mund vil jeg hellere få et kys Jeg vil ligge hos den store, stygge stimand o!"

Submitted by Corpse Grinder — Apr 26, 2025

Skygger og hul stilhed, under aftenens hvælv, gi'r genlyd i engen så sort Alene jeg vandrer, på de uvante stier, Månen har trukket et svøb om sig Og jeg famler blindt. Hvor... er... min... klare - morgen? Mørket suger mig til sig, Jeg kan ikke finde dig. Jeg kan se det klare lys I den dystre himmelrand Selv tanken om dine kys Sætter mit sind i brand Min sjæl er en ø, men mit legeme, higer efter dig Jeg tynges, som var jeg bundet, kan ikke komme fri Rækker ud men kan ikke nå dig. Drømte mig en drøm i nat Om silke og ærlig pæl. Strøg din hud så lys og mat Drømmen den sortner min sjæl. Nu... drager... natte-... mørket... mig. Længslen i mig nu knejser Jeg må i dig ha' fat Ved nattetid jeg rejser Til dig, min kære skat Du ligger, i sengen din Du rammer mig med sorgen Ej alene, i silke fin Nu vågner den kolde morgen.

Submitted by Morgoth — Apr 26, 2025

Ramund han var sig en bedre mand, om han havde bedre klæder. Dronningen gav hannem klæder på stand af blågarn, bast og læder. "Sådant vil jeg ikke ha'", sadge Ramund. "Sådant står mig ikke bra," sagde Ramund hin Unge. "Bast og Blågarn er værre end ry, det kan du gi' til tjenerne dine." Frøkenen gav hannem klæderne ny af silke og sammet fine. "Sådant vil jeg heller' ha'," sagde Ramund. "Sådant står mig meget bra," sagde Ramund hin Unge. Ramund stek i skibet fuldt snart, det knaged' i hver en bunke. Alle de bådsmænd i skibet var, de tænkte, at de skulle sjunke. "Vi sjunke ikke her," sagde Ramund. "Vi sejle lige vel," sagde Ramund hin Unge. Ramund kasted' anker på hviden sand og stavnen mod land lod svinge. Selv var Ramund den første mand, som ind på landet monne springe. "Vover intet fler'," sagde Ramund. "Vover intet mer'," sagde Ramund hin Unge. Og Ramund gik ad boldhuset ind, der leged' de bold og guldterning. Alle forskrækked's for Ramunds skind og for hans grumme gebærder. "En vakker leg er det," sagde Ramund. "Får jeg vel lege med?" sagde Ramund hin Unge. Kejseren ud af vinduet så med angest og sorrigfuld mine. "Hvo er dem mand, som i gården mon stå og dér så hæsselig grine?" "Det er mig, og jeg har lyst," sagde Ramund, "med dig at vov' en dyst," sagde Ramund hin Unge. Ramund slog på sit gode sværd, at jorden hun gungred' og rysted'. Fuglene dåned' og faldt ned på mark, som sjunge tilforn på kviste. "Ret nu så bli'r jeg vred," sagde Ramund, "om ej du kommer ned," sagde Ramund hin Unge. "Kære Ramund, da lade mig leve, thi jeg er ej din lige. Min yngste datter vil jeg dig give, samt halvparten af mit rige." "Det ta'r jeg, når jeg vil," sagde Ramund, "og så din datter til," sagde Ramund hin Unge. Ramund tog til sin store kniv, den han kaldte Dymlingens pile. Skilte han kejseren ved hans liv, at ho'det, det fløj femten mile. "Jeg troed', den ej bed," sagde Ramund. "Dog rinder blodet ned," sagde Ramund hin Unge.

Submitted by Pestilence — Apr 26, 2025

Da jeg så ene i lund måtte gå, Så jeg to ravne der lagde råd. Den ene sig mod den anden vendte: "Hvor skal i dag vi vor føde hente?" "Jo hist på vangen, bag grønnen vold En slagen ridder ligger under skjold, Og ingen ved, at han ligger der, End hans hund, hans høg, hans hjertenskær." "Hans hund den jager i vilden skov. Hans høg den søger i sky sit rov. Hans pige har givet en anden sin tro, Så vi kan æde vor mad i ro." "Hans hvide halsben kan du sidde på, Så hakker jeg ud hans øjne blå, Og med en lok af hans gyldne hår Tætnes vor rede til efterår." "Mangen har ham bragt kvide, Men om hans skæbne skal ingen vide, For over hans kolde blege ben Der blæser for evigt den barske vind." Jeg så en Smed, en Alm en Ugle Jeg så dem drikke alle tre. Da de ej havd' mer at drikke. Drog de ad den landevej. Her mødt' de en spillemand Tørstigt tømt' de mandens porter oh den stakkels spillemand de drog ad den landevej. Jeg så en Smed, en Alm en Ugle Jeg så dem drikke alle tre... Tre de kom til en fyldebøt'. Drak ham under, de var tørstig oh den stakkels fyldebøt'. De drog af den landevej. Jeg så en Smed, en Alm en Ugle Jeg så dem drikke alle tre... Til vejs ende til sidst de kom. Stod en fyr af dem og råbte. Pyt med det, sagde de tre og de drog den anden vej.

Submitted by Nargaroth — Apr 26, 2025