Tågernes årtusinde

Ene ved arnens midte Minderske grå sidder, Tavs skal jeg nu høre Hendes berømte sagn Hør vindens stemme tale Om fjerne glemte tider, Stormjættens røst fortælle Disede dunkle minder, Om tågernes årtusinde. Horder af krigeriske Keltere, Sejrende gennem Europa drog. Gamle kulturer hellige magiske, Erobret af den hornede gud. Hjortegudens krigerstamme Af ungdommens kraft bestod. Vanviddets religiøse raseri Europas unge besatte. Hør vindens stemme tale, Om fjerne glemte tider, Stormjættens røst fortælle Disede dunkle minder, Fra tågernes årtusinde. Kelternes sejre Fik dog ende, Ved grænsen til det kolde Nord. De barske Nordboere Jog fjenden tilbage, At den Nordiske kult Skulle forblive frie

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

I skovens midte skjult Mørket sit slør har kastet Tavshedens stille stemmer taler, Sagn om viede steder Hvor kræfter sorte bandtes Hvor Hels skygge hvilede. Af snoet sti jeg vandrede frem Til stedet under træer gemt Hvor ravne sorte søgte hen. I den dunkle nat hen jeg mig gav Til hvor drømme fostres i mit sind I forfædres fordums verden Jeg levede mig ind. Angstens skrig kvalte nattens stilhed Fra dødishullet i skovens dyb Lød ofredes dødskvaler, Til flokkens højlydte messen Lod blotepræsten øksen Ravnens fødegiver svinge. Ved hver niende vinters ende Samledes egnens stammer, For endnu engang at lade blod udgyde Nioghalvfems mand og ravn, måtte livet lade Ved det store niårige blot For at mildne gudernes vrede. På dette sted til guder viet Fik mange nidding sig af dage Af hævnens grumme fuldbyrdere, Ej deres lig med grav blev æret Ej for eftertiden mindes I støvet smidt for kun at blive Af sultne ravn og ulv fortæret.

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Det første syn, som stormede mit sind Var de hundrede knogler, der fulgte mig ind Mod højens indre, jeg banede mig frem, Angsten at føle, fugtig og klam. Ur – tidens – ekko, slørede mit sind Avlede mine tanker, frem som et lyn Mørkets opslugende, uendelige indre, Mine dunkle tanker, ville lindre. I dage vel, uden at ane Sad jeg i mørket, lysets bane Glemte tanker, fik mørket ud Mens gravens kulde, bide i min hud Tændte blev, fakler ni Oplyste svagt, den lille vie Da ramtes min sjæl, af underlig sult Ved mindet om denne, vor forfædres kult Mørkere end mørket, var denne sten Hvilende på et alter, af den dødes ben Blodet steg, pumpede i mine årer, Tanken om nidværket, fyldte mig med tårer Fristelsen voksede, blev mig for stor At tænke på magten, der i stenen bor Hastigt greb jeg, Assernes glød Af gravens indre, forbandelsen lød Ur - tidens – ekko, stormede mit sind I den gamle verden, den kastede mig ind

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Dybt i Danmarks muld, dvæler magtfulde sten Gravlandets grumme fryd, dybt i en hver hednings indre Stenens gamle kraft vil lindre I månens skygge frembragt Frygtelig værner af fortiden Runer ni i den risted Ej må solens lys dem skue Førend himlens rand står i lue Stenens trolddomskraft truer Tilintetgør den uindviede Sølvets skinnende sejr Ej i stenen skal jern besnære Månens magt vil altid være Dybt i Danmark muld, dvæler magtfulde sten I nattens stilhed, snerrer sejden Odins sejrrige sang Voldsomt viet til guder At vogte den dødes ben Den hængte hævnen øjner Ved højen gjalder Nidstangen stor Lover den døde blodhævn og mord Ud af sort stenhellige Snerrer natlig sejd Runernes rasende hævnkrav Maner fra deres skjul hos den døde Ej vil vi stoppe, før din æt ligger øde I nattens mørke, magtfuld som altid Søgte vi stenen, sejrfaders gave Gravelandets vogtere - aldrig vige vil ...

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Sletten jeg var søgende Der slaget vidnede, Ni dage jeg drog, Over mig vågnede De vejen mig viste, Fimbulthuls fjerede svæve. Vigrid hvilende ligger, På opgørets komme ventende, Til Hel er korsets hær viet. Skuld lover sejr stor, Med sværdet som mit vidne, Jeg blodig hævn på sletten svor. Som aske og stenhob Ligger Asernes alter, Hærfaders magtfulde helligsted. Nu derpå skændigt rejst Arvefjendens sejrsstøtte, Leende af os stå…

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Mod den sidste strid vi drog Fra Helhejms dyb dødskulden slog Stormede frem mod fjenders hære Et gudvie vi mod dem bære Vor gamle gud med blod vi ære Vore skjoldmøers skrig Dækkede valen med lig Og det mørk røde blod Fyldte mænd med mod Lod stridsøkserne jamre Mod jernbrynjer hamre Til Hel de sendte Hvad stjålet endte På slagmarken lyder skrigene Blodigt krigere falde Ofre for øksens skarpe od Under dødens grumme svøbe Bygninger står knuste brændende Skyer sorte himlen slører Solen rød som sværdets klinge Atter sejrer Nordens æt I flammehav opslugt Står fjendens tempel Af lig dækket landet ligge Indvolde i sølet trådt Liv af ilden taget Stærkt i strømme blodet flyde

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

I gravkammerets giftige dræbende stank Hos den døde i højen skjult, Sad jeg ensomt i kvalm og gru. I den kvælende stank følte jeg mig klar, Stavene jeg kastede og så, Min banemand og mig selv – blodigt ofret. Da sprængtes gulvet, sortblå og grå var liget Ånden frigivet fra Hel Frygteligt skreg han, kløerne skarpere end stål, Som hverken hud eller kød kunne modstå. Hrodvitnes had, sejrfaders bane. Blodig var jeg, da min hånd sikkert om øksen greb, Rasende svang jeg den – igen og igen. Hans kranie kløvede jeg, så blodet det sprang. Gennem hans krop, hamrede jeg pæle ni, Fængslende den urolige sjæl. Knælende i blod og tarme, svælged jeg lystigt Af hans visdom og styrke. Hør mig Hel i din skumle sal Hrodvitne du sendte slagted er han nu Kun af mine ofrede sjæle, Skal Nidhug suge sin næring. I gravlandets isnende vind, Hos den døde i højen skjult, Sad jeg ene i mørket – viet til mig selv, Runerne jeg risted i kvalm og gru, viste mig vejen. Blødende i kamp mod mig selv, Vandt jeg min styrke.

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Liggende nær den Engelske kyst Hjemsted for munke i hundredevis Klostret på den hellige ø, Kun svagt bevogtet af våbenbrug utrænede Salige kirkens tjenere. Skæbnens tråd var skåret De blev ofre for strandhugst Overfaldet af vilde horder af Nordboere, Stedet valgt for deres blodtørsts skyld Mandstærk hær i land stormede Mod klostret stærkt bevæbnede. Sakristiet sprængtes Sække fyldtes med Kirkens rigdomme og kostbarheder Munke der satte sig i modværge Blev hugget ned, og det var mange Resten endte som slaver. Klostret sat i brand Inden Nordboerne atter Sejlede sejrende bort, Kun få overleve katastrofen Til at sprede rædsel Hvor end rygtet nåede frem. Alt ondt skal komme fra Norden.

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026

Vinden blæser kold og barsk, Blæser nat og dag. Sjæle stormer over marsk, Kan ej hvile finde. Skikkelser hyler i blæsten, Ånder i stormens øje. Raser gennem marv og ben, Skaber frygt i tanke. Skyggeverdenens døderidt, Hastigt Midgård sig nærme. Angsten vokser skridt for skridt, Døden fra skoven lurer. Rådnede hobe af dystre sjæle, Sot og sygdom i sind, Naturen man gerne vil besjæle At se Glams øje

Submitted by Nargaroth — Jun 19, 2026