Solbrud

V andrer imellem de ældgamle krogede træer Under nattens kappe og de funklende stjerners skær Forledt, mellem kviste og grene Draget – betaget – alene Månens blege lys kaster skygger, der leder min vej Ind i dybet min længsel mig trækker Gammel som tiden, en ældgammel higen Som skibet i storm, der finder sin havn Verden omkring mig forsvinder Ind i evigheden mit legeme vandrer Hvor min sjæl forenes med den evige nat Derind – hvor mit sind finder fred Lyset forsvinder Jeg ganger ad mørken sti På et leje af grene og mos, på skovens bund jeg skal hvile Omringet af stilhed Tryllebundet af mørket

Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026

Løgnens flammer sender skygger på jagt – foregiver en sørgelig sandhed Blot intet end en illusion – næring for de trælbundne sjæle Det hule menneske med skyggelagte sind – så fastholdte, jeg fyldes af ubehag Thi for de i forstanden slemt tilredte – der vil sandhed svie som løgn Vækkes vil de ej, selv når sandhed åbenbares Min retfærdige vrede overgås kun af deres fattige evne Fanget i flammernes indelukkede mørke I løgnens højborg men oh så salige Lad de ubefæstigedes lys – skinne for de nedbøjede Lad solen herske de kyndiges rige Vandrer bort i ensomhed, alene væk, fra det grufulde sted Jeg vandrer til tåbernes sang dør ud Og hulens lys bliver besejret af mørke Begravet levende Lad flammerne æde de allerede døde

Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026