Jærtegn
Oh hvilken stilhed – så stille før stormen skal hærge Og hærge skal den, som et sagte tæppe af død Oh hvilken rædsom prydelse – den krybende død Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt Under flossede sejl og under vinger så sorte Skibet med din sjæl om bord pløjer det uvenlige hav Kursen er sat mod evigheden – stævner mod din grav Trukket i døden med en isnende hånd Og stilheden sig breder – dødsvingen er bredt ud Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt Fortæres skal din krop, ædes op af sygdom Tungt hænger det mørnede kød Hud som læder, af bylder så sorte Knoglerne skærer den lasede hud Under flossede sejl og under vinger så sorte Skibet med min sjæl om bord pløjer det uvenlige hav Kursen er sat mod evigheden – stævner mod min grav Hvileløst drevet rundt fra kyst til kyst Blot for at finde den evige død Men endelig jeg må indse, at kun i døden vil jeg finde mit endelige: Fred
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Fra højborgens trone jeg skuer mit land – i ussel forfald En folkeskare stor – en pøbel så grå – ydmyg som støvet for min fod Thi gøre jeg kan som mit sind mig behager – min lige findes ej Menigmand må krybe, lad dem bide i støvet – tugtes skal med frygt Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde Lad tale som magter og tie som ej værdig er Thi ej skal den sovende komme til sejr, men væltes fra tronen Og lade komme, det land som lovet blev Som føde for de ulve skal du lide, som mangt og meget fornægtet blev Og som jerngrebet om folkeskaren grå, der skal galgens reb skære eders hals Som skummet i det oprørte hav, afmagten bruser i befolkningens blod I ensomhed, modtag døden for din afgunst
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Løgnens flammer sender skygger på jagt – foregiver en sørgelig sandhed Blot intet end en illusion – næring for de trælbundne sjæle Det hule menneske med skyggelagte sind – så fastholdte, jeg fyldes af ubehag Thi for de i forstanden slemt tilredte – der vil sandhed svie som løgn Vækkes vil de ej, selv når sandhed åbenbares Min retfærdige vrede overgås kun af deres fattige evne Fanget i flammernes indelukkede mørke I løgnens højborg men oh så salige Lad de ubefæstigedes lys – skinne for de nedbøjede Lad solen herske de kyndiges rige Vandrer bort i ensomhed, alene væk, fra det grufulde sted Jeg vandrer til tåbernes sang dør ud Og hulens lys bliver besejret af mørke Begravet levende Lad flammerne æde de allerede døde
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Undsluppet er den altfortærende kraft Gennem støvede skrifter ordenen er sat Begæret som kompas leder arken mod fjerne kyster Åh så sejrstrygge dristigt de drager døden i møde Om kap med tankedøden uvejret raser Den værende stædighed urokkelig som de gamle bjerge Moralen sønderrevet som det vindbidte sejl De godlidende blev fordærvede – løfternes land forsaget Nu stævnen kalder det raske øje, for havet skælver Enfoldigheden bider som den isnende vind Den blændede styrmand skænkede dem en grav Den evige hvile i det iskolde hav Lad bølgerne bære bort det som i gav til havets vold Det blånende hav vil tælle mange lig Lad de afsjælede skylle op på land Utallige som solegran Begravet dybt i sorten mulm Skal mindet være for evigt
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026