Ofte jeg drømmer mig død
Den er i live død Som stedse græmmer sig Jeg har et andet sind Hvad rager sorgen mig Jeg lever som jeg kan Omskjønt ej som jeg vil Og får foruden sorrig Hvad dagen hører til En slager skæbnen an En anden sin bedrift Og maler livet af Som en kalenderskrift En tredje plager sig Med længsel sorg og nød Og slutter så deraf Til sorg at være fød Således kaster man Sin tid unyttigt bort Og gør sit levnets mål Som hastigt svinder kort En dåre lever sig Kun selv til misbehag Har ej en times frist Ja ej en rolig dag Jeg æder hvad jeg har Og sover når jeg kan Fornøjet er mit sind Lyksalig er min stand
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Her kommer fra dybet den mørke Armé Og fordrer af verden et svar Skjønt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane vi har Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret Og løfter i vejret på skjændselens bræt Den tusindårs-lænke, vi bar Vi ejer på jorden knap trævl eller tråd Kun denne vor skorpede hånd Til menneskekår fik vi kummerligt råd Vi harved din ager, vi skar dine neg Vi strigled din blommede hest Vi lytted bag stalden til rotternes leg Når selv du gik pyntet til fest Du drømte på bolstre, vi slumred på halm Hvor dyret er nabo, og luften er kvalm Og svindsoten kommer som gjæst Vel er vi en kuet og slidende hob Kun trælle i velstandens gård Samfundets aske en nedtrykket job Der skraber sin byld med et skår Snart svinger for ruden dog opgjørets lyn Se op, kammerater, det lysner i sky'n Befrielsens malmklokke slår! Vi råber det ind gjennem luge og lo Hvor dundrende plejlene går Kom frem af jert stinkende staldkammerbo Se ud fra de hældende vrå'r! For fronten reveillen nu løter sin klang Lad mismodet synke, nyn med på vor sang Jer dagning på ruderne står Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind Og sving imod lyset din hat Endnu har du ungdommens rødme på kind Og rester af letsindets skat Da pløjer vi muntre vort bølgende land Når først vi har friet vor kuede stand Fra tusindårs-trældommens nat
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Jeg er imperia, jordmassens dronning Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed Jeg er den golde natur, det udyrkede øde Som giver stene for brød, og som nægter at føde Ingen kan vække mig uden min elsker Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold Alt er unyttigt undtagen vor skælven Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud Under den græstørv, som vendes af ploven Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit Af mine kullags og malmårers gifte Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel Kold for de levendes optog og danse Drømmer jeg evig om urelementets musik Jeg er imperia, jordmassens dronning Jeg er den golde natur, det udyrkede øde Som giver stene for brød, og som nægter at føde Giftige kratere, rygende dybder Sortsvedne huler, der stinker af svovl Kongernes slot har jeg sænket i havet Slået den fattiges fattige lykke i skår Og er utømmelig rig for millioner af år Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Hvad har hovbonden for alt sin møje For sin trældom og sure sved Intet til klæder, lidet til føde Og stundom ej det tørre brød Valle og vand, hans tørst må slukke Dog under åget sig flittigt må bukke Kommer han hjem, hans trætte lemmer Værker af trældommens hoveri Sengen for denne sig bedst bekvemmer Hvad haver han at hvile dem i? Lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder To blågarnslagen som usseldom hedder Det usle han til føde skal æde Er såerne kun af andet godt Kernen og krummen, det søde og fede Skal han alt yde til herskabets pot Præstens og degnens gryder vel favre Tør han ej byde det tørre og magre Slamppamperiet han selver skal have Selvdøde kalve og halvsyge får Forsultede svin og køer som rage Ud af høj alder, til føde han får Hovposens fylde til tjenestefolks føde Det er den summa, som lægger ham øde
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Hvil sødt Som var du lagt i dødens skrin Du min erindrings rose fager og fin! Du er ej verdens mer, du er kun min For dig jeg synger, mine tårer trille Natten er smuk, natten er stille Dødt! Alt er dødt I bøgens ly, hvor skovmærker gror Hvor gerne vandreren kommer Hvor storken i træet bygger og bor Og kukkeren synger skærsommer Ved det spejlklare hav, ved det svulmende hav Grav der min grav! Ja, giv mig en grav ved det åbne hav I ly af duftende bøge Den vilde rose skal gro på min grav Og børn der legeplads søge Ved det spejlklare hav, ved det svulmende hav Grav der min grav!
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026
Hold fastere omring mig Med dine runde arme Hold fast, imens dit hjerte Endnu har blod og varme Om lidt, så er vi skilt ad Som bærrene på hækken Om lidt, er vi forsvundne Som boblerne i bækken
Submitted by VladTheImpaler666 — Jun 29, 2026