Fællesskab
Velkommen til livet Træd ind i arenaen og vis os hvem du er Så vi hånligt i folk kan udskamme Alt hvad du er værd Velkommen til forestillingen Hvad havde du dog forestillet dig? Så gik tæppet hva! Revet væk dine fødder Ræk os din hånd Så vi kan trække dig ned I sølet til os andre Nåh ha, du spiller med hjertet som indsats? Naivt, når du ved at du vil tabe alt Her ingen nåde sejre vil Tag mig væk til drømmenes land Hvor natten lægger Min opmærksomhed i dvale Vi brændеt til bålet dit Og tier det rеtte ihjel Dømmer med alt vores ikke kunnen For at slippe for pladsen selv
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026
Se på jer selv Med munde der skummer i vrede Når ingen vil høre på jeres tomme ord Skrøbelige som glas Bliver krænket af skygger Og I visner. Når I vidner en sandhed gror Underdanige mod ordet I trit med fællesskabet I skrifter ham Så stolt af dine egne ord Trods det er fællesskabet herskersang "Thi kendes for folkedomstol" Ja еj tør i vandre, hvor stien er еgen Slet ej tør I tale når tonen den er skæv Æder jer mætte i ekkoets meninger Gylper dem op igen som en spæd Ja I taler så meget men intet I ser Bare et "lille spejl på væggen der" Åh så så man lige dig Vi skal lide med jer, så I er Jo mere vi græder, des mere I ved
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026
Natmaskinen arbejder, absorberer menneskets sjæle Underkastelsens ærinde vi går, nu hvor frihed stjæles Der skal være plads til alle, så husk at rette ind Vi gav faklen videre, alt I gjorde var slukke den Men så lad slangen hvisle fra den mørke krog Hvis det er det jeres ører vil forkæles af Og selvom alle dens tunger knuder måtte slå Vil stadig rose klæderne som kejseren har på Husk sammen er vi stærke, alene ingenting Selvskulderklap og danse om den varme grød i ring Åndeligt udmagrede af konserveret tankegods Farvel du gamle frihed farvel til sund fornuft Kommentarsporet er lukket Bekvemmelighedsflaget vejer tomt i den varme luft Kan i fra elfenbenstårnet, se derned hvor de menige kryber rundt Nej I ser kun prikker af lys fra ligbål Fra de der sagde at jorden den var rund Jeg er træt til døden Åh hvor blev du af Min tro på fremtiden Dette land er for lille til mig Gør med det hvad i vil Lev med det
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026
Belærer mig om livet Men I har aldrig levet selv Fuglen i buret der skal lære mig at flyve Men hey, gutterdøren er åben Du kan bare flyve din vej Mod den syvende himmels gud Der kom i patriarkernes håb Hvor dog I finder lys i mørket I oplysningen vakuum, forstanden man glemme Klapper af de simple ord, mens enfoldigehedens frеmmes Tror du virkelig du kan skifte plads mеd gud I jeres kamp, for at være den mest frelste? Livet er absurd Jeres gud findes ikke Trækker det sammen gamle kort I et spil der for længt er tabt Vær varsom med hvem du lader fylde dig med visdom Du ejer jo ikke engang dit eget liv Hvornår fatter I det bare er et eventyr? Hvis der var en gud ville han fornægte jer Ingen ville stå jer bi i denne elendighed I har skabt i hans navn
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026
Kampen fortætter Drømme om oprør, kampen for retfærd og hævede næver Man varmer sig ved gløderne fra fortidens flamme Vagt i gevær! For vindmøllens vinger har bredt sig ud Vræler efter opmærksomhed, men der er ingen vil lytte Kom frem i rampelyset, lad os bade i det Fat nu cirkussalen er tom, publikum er daffet Manegens savsmuld er fuld af jeres kort Frygt til højre Kontrol til venstre Hele regimentet drejer om Hvor I elsker at lide, at være foragt Bliver til det I bekæmper, mens strammer marcherer i takt Retsfølesen sejrer når I strammer jeres greb Og jeres fælles skaberi Bliver det I kalder fælleskab Er du med os? Ellers er du imod! Stormer frem som en anden børneflok For fredens skyld så får I ret, I er jo mange nok Fri mig for livet Intet glemt – intet tilgivet
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026
Af mit blødende hjerte, jeg troede På det beste, mit ønske, var at blot forblive naiv Og se denne verden og liv for alt dets skønhed Alverdens farver I pryder jer med, men kun sort hvid i ser Derfor sætter jeg kun tvivlsomt Min lid til de ord som jeg hører Thi kun af skuffelsens vej jeg ved de mig fører Det er ensomt at være blandt de få der ser Der er så mange her i verden, der fortjener ej at være her Der var engang en lille dreng der havde et håb Da han åbnede sine øjne, så han hvor trist alting var Af vejede ord bliver affejet bort Hvis ingen skal fornærmes, må talen være simple og kort Ja det er værre end værre, thi evnerne er tvivlsomme Når selv de seende klapper af den enøjede konge Tilbage på tronen sidder en nar Kan i snart endnu huske Hvor I kom fra og hvem I var? Jeg behøver ej fårenes accept For at kende mit værd Hvor jeg dog hader og afskyr Alt hvad I begærer
Submitted by SerpentEve — Jul 17, 2026